Blogindlæg

Det viser sig, at regeringen har været væk i seks uger, og ikke et eneste menneske har lagt mærke til forskellen. Togene kører ad helvede til, men skolerne åbner om morgenen, og lønnen går ind. Vi kommer snart, siger de til medierne, med biler på tomgang i Prins Jørgens Gård. Nå, tænker man, det går nok.

Egentlig lidt trist. Ikke at de er væk. Men at de selv tror vi savner dem. Og at tænkepausen handler om så små ting. Hvem der kan holde ud at sidde i regering med hvem, selv om de i virkeligheden er enige om det meste. Derefter dét, de skændes om af mangel på visioner: reguleringer, incitamenter og kompensationsordninger for fradrag, de selv indførte tidligere. Som om Danmark står og falder med den helt eksakte, tidsbundne udligning af bundfradraget.

Vi kommer snart, siger de. 

Wauv, vi er lige så vi dirrer.

Men vi savner dem jo ikke. Det vi savner er nogen, der tør tale om hvad et godt samfund er. Hvad frihed betyder. Hvad nationalt fællesskab forpligter til. Hvilke dyder vi ønsker at fremme. Hvilken civilisation vi egentlig forsøger at bevare.

Men dét vil de ikke. Uh, detailstyring er finere, så alt bliver oversat til administration. Dannelse bliver til læringsmål. Reguleringsmekanismer. Kompensationsordninger. 0,7 i et fribeløb.

Og sådan løber politikken ud af folkestyret, mens man puster helt ligegyldige administrative justeringer op som rene skæbnefortællinger. Satsordninger, pensioner, kompensationsordninger bliver til nationale dramaer med knyttede næver og blanke øjne. Vi tilgiver det aldrig, siger de med blanke øjne, hvorefter det hele alligevel ender i levetidsindeksering og Finansministeriets råderum.

Hm, tænker man forsigtigt: Vi længes efter store fortællinger, men spises af med administrativ overstyring. Er det mon derfor, at den politiske skepsis vokser overalt i Vesten? Ikke fordi vælgerne er dumme. Men fordi mennesker godt kan mærke, når et samfund holder op med at tale til dem som borgere og i stedet begynder at behandle dem som klienter i et administrativt system?

Det er det nok.

Mennesker kan godt tænke selv. 

Så ja - I må gerne komme tilbage.

Bare I denne gang prøver at være uenige om noget vigtigt. Ikke budgetteknisk håndtering, systemarkitektur, administrationsgreb og reguleringsinstrumenter.

Giv os noget at tro på. Noget ægte. 

Danmark mangler ikke administration.

Danmark mangler politik.

Danmark mangler højt til loftet.

Engang var jeg et stort talent. I Alt for Damerne i 1990erne under overskriften "Mænd på vej.” Dueblåt jakkesæt. Ingen tid til kærlighed. Min mor græmmede sig, men jeg købte billetten og brugte de næste mange år på at jage det, der kommer efter et klimaks. Hurtigere. Mere. Flere. Aldrig nok.  Hvor patetisk.  

Nå, jeg tænker på hele dette overfladiske teater, når jeg ser de dygtige unge mennesker, som Berlingske nu igen-igen kårer som Talent 100. Det er ikke dem, der er problemet. Det er vores blik på dem og hele dyrkelsen af hurtig, overfladisk succes.  

Kåringen bygger på indstillinger, hvor store virksomheder med interne trainee-programmer bruger kåringen som marketing. De unge mennesker skal allerede have præsteret ’resultater’, og det er er en rigtigt god idé med anbefalinger fra nærmeste chef. 

Ked af at sige det, Berlingske: Det ligner en intern konkurrence i Corporate Denmark. I hylder det, der kan måles tidligt. Det, der ser godt ud på afstand. Det, der kan ligne en historie. Og meget konsekvent de brancher, hvor hastighed ligner talent. Ikke håndværket. Ikke grundigheden. Ikke dem, der bliver gode langsomt. Er der en møbelsnedker på listen? En, der har fejlet spektakulært? En, der er i tvivl? Selvfølgelig ikke. 

 Hvad er det egentlig for et signal? Og hvordan er det efterhånden vi præsenterer arbejdet for de unge mennesker i medierne og på uddannelsesinstitutionerne? En testosterondreven Move Fast, Break Things-ideologi, der omfatter startups, investorer og hurtige genveje. En Løvens Hule-tænkning, hvor ledelse og erhvervsliv præsenteres som en blanding af hasard og lottogevinster.   

Jeg er serieiværksætter, har været i Forbes og Wired, står op før 05 og er vild med ekstremsport. Well …  

Nå, men kan jeg ikke bare hylde dem, de dygtige unge mennesker? Jeg vil gerne hylde dem; hver og af dem på årets liste er uden tvivl fuld af muligheder. Men der er intet i den hyldest, der hjælper dem, for den forveksler tempo med potentiale. 

Faktum er, at man defineres af sin evne til at håndtere modstand for slet ikke at tale om nederlag. 

Endnu et eksempel – blot for ikke at blive selvoptaget: En ung kvinde, der også blev udnævnt til talent. Hun kom til Novo. Halvandet år i onboarding. Rundkredse og værdier. Hun nåede aldrig at arbejde. Så blev hun fyret. Sådan kørte de Novo dengang. Pointen: Har hun stamina til det lange, seje træk? Og har Berlingske en pris, der hedder De Robuste 100? 

Så hvad er det egentlig, vi måler? Og hvad er det, vi overser? Talent er ikke noget, man er. Det er noget, der overlever. I hænderne på de vedholdende.