Eleanor Roosevelt er min nye coach. Hun er muligvis dyr og gammel, men jeg har brug for hende. Jeg kan ikke styre det længere; jeg falder i og får tilbagefald.
Hele sommeren har jeg tjekket telefon på toilettet: Dræberlarven, der bare var en natsværmer (ups). Kaare Quists skjorteknapper, den topløse præst fra Svendborg, festivaltoiletter og det norske kongehus igen og igen og igen. Mens Europa brænder, har jeg deltaget i uendelige diskussioner om, hvorvidt en fortabt skilsmissesøn med tomme øjne må bære kongen ud af kirken i stavkiste af håndhøvlet fyr fra Ålesund. Min hjerne er en ristet kastanje på nationens digitale lejrbål.
Eleanor skriver noget i sin notesbog. Ellers noget?
Ja: Tatoveringer, tørklæder og kalotter, præster i folketinget og mænd i shorts.
Jeg kan ikke styre det.
Så tager hun brillerne af og ser længe på mig: Små mennesker taler altid om det, andre ikke må, siger hun; om hvem der har dummet sig, og hvem der skal skamme sig. Store mennesker taler om det modsatte; om alle mulighederne. Nej’et er nemt; det kræver kun snæversyn. Ja’et er sværere.
Så lægger hun notesbogen fra sig: Småborgerlighed er, når andre menneskers liv bliver ens moralske slikbutik. Uh se, en præst med bare bryster. Det må hun ikke! En nyhedsvært med åben skjorte! En tatovering, nogen ikke kan lide! Uh. Noget forkert. Noget upassende. Noget farligt. Kan du mærke det? Det kilder lidt i tryllefløjten. Endelig nogen, du kan rette på. Endelig en verden, der er så lille, at du kan overskue den. Den norske papprins må for enhver pris ikke bære kongens kiste!
Eleanor - det er da vigtigt med principper?
Kresten - din lille fedterøv: Småborgerlighed er den falske tryghed, når man korrigerer et andet menneske. Når man - med et korrekt standpunkt - kan moralisere i den bedste sendetid på P1: En stædig muslim, der siger noget skørt (og ham kan man jo godt finde i en bagbutik i Tingbjerg). En dovenlars, der nægter at arbejde (de findes også). En kønsforskrækket frontkæmper, der hader enten mænd eller kvinder (vælg selv, de findes). Ét forstyrret menneske, ét klip og nationen går i selvsving omkring guillotinen, engang med strikketøj, nu med telefoner.
Gratis klumme.
Gratis post.
Gratis omgang, mens Kiev brænder.
Kom, siger Eleanor, nu kører vi nordpå ligesom Nick & Jay.
Temperaturen stiger, hvisker jeg.
Sådan, siger Eleanor, jeg kender en strand, der er fuld af topløse.
Topløse præster, spørger jeg?
Masser.
Kaare Quist?
Han er lynet helt ned.
Fem minutter senere sidder vi i bilen. Eleanor har smækket sine lange stænger op på instrumentbrættet. Ruderne dugger.