Blogindlæg

Hvis politikerne tænker på, hvad de skal kaste sig over, når tænkeren er overstået, er svaret: Mindst muligt. I skal overhovedet ikke kaste jer over noget. 

Vi har alle sammen nok at gøre med at navigere i de sektorer, som I allerede har totalskadet. I Valby sidder en mand med 31 sider fra Vurderingsstyrelsen, som hverken han eller afsenderne i styrelsen forstår; men han skal betale 35.310 kr., for det skal han da. 

Så - kære ukendte regering: I behøver ikke komme kørende med en masse nye ideer. Og I behøver heller ikke fyre en masse departementschefer, slå styrelser sammen og opfinde helt nye ministerier bare for at vise ”handlekraft.” Bare lad være. 

Faktisk behøver vi ikke flere af de ’reformer,’ som har ødelagt gamle fagligheder, og som I har maset og presset igennem. Politiet fungerer dårligt. Togdriften er hver morgen et eksistentielt eksperiment. Forsvaret humper afsted efter årtiers politisk omskiftelig ledelse, nedslidt materiel og systemer, der knap nok hænger sammen. Skattevæsenet sender breve ud, som almindelige mennesker ikke kan forstå. Borgere opgiver barselssager, hjælpemidler og klager, fordi systemerne er blevet uigennemtrængelige.

Og nu viser en ny undersøgelse, som Politiken dækker dygtigt, så det mest alvorlige: Når den kritiske infrastruktur sejler, mister folk troen på demokratiet. Ikke på grund af revolutionære ideologier. Men fordi hverdagen er blevet administrativt uforståelig.

Det politiske mønster har efterhånden været det samme i tyve år: Først udsulter man kernefagligheden og drukner den i styring, KPI’er, reorganiseringer og digitale mirakelløsninger. Så erklærer man krise. Så laver man endnu en reform. Så kommer konsulenterne McKinsey med PowerPoints om AI og et strategiseminar om borgernær kerneopgaveoptimering på Comwell i Kolding.

Og nå ja, så tømmer man ministerierne for dygtige, erfarne embedsmænd. De kolde tal: Seks ud af ti af menige embedsfolk og ca. halvdelen i ledelsen har nu under to års anciennitet i jobbet. Uden tvivl folk, der er dygtigere til at lægge sig ned og rulle end sure gamle fuldmægtig Amsted – men måske mangler der også en voksen i lokalet?

Til sidst sidder der et menneske ved et spisebord med 31 sider fra Vurderingsstyrelsen og føler sig som idiot i sit eget land. Ikke nogen fed udvikling. For demokratier bryder ikke nødvendigvis sammen dramatisk. De kan også opløses i systemfejl og telefonkøer.

Så kære ukendte regering: I behøver ikke opfinde et nyt Danmark. I kan begynde med at lade det eksisterende fungere, som det ville gøre, hvis ikke I hvert fjerde år vendte bunden i vejret på alt. Når alt kommer til alt: Det er ikke den politiske kerneopgave at satse hele butikken, bare fordi man har magten. Opgaven er at sikre ro og rammer, så dygtige mennesker kan passe deres arbejde og leve deres liv - selv. 

Danmark er ikke en ministerkortege. Danmark er et sted, der fungerer, fordi mennesker er vigtigere end systemer.

Jeg sidder her og fifler med en kærlig hilsen, som først er færdig, når alt overflødigt er skrællet væk, og kun det vigtige står tilbage. Det tager en evighed og tyve smøger. Det ville være nemmere med AI.

AI kan systematisere. Syntetisere. Prognosticere. Det er ikke dumt. Det er i mange tilfælde ekstremt værdifuldt, når store produktioner skal køre mere effektivt.

Det har bare ikke noget med kærlige breve at gøre. Kommunikation kommer af communicare: At gøre noget fælles. Og breve kræver, ligesom bøger, sange og virkelige undskyldninger, et menneske. Et menneske, der forsøger at nå - et andet menneske.

Det er derfor, vi kan blive rørt af en usikker stemme eller en sang sunget lidt for højt. Vi fornemmer en hilsen fra nogen, der blotter sig. Og det er jo så dét, teknologien aldrig helt forstår.

Lige nu sidder der sandsynligvis en gruppe ekstremt begavede ingeniører i Silicon Valley og forestiller sig, at de også har løst kærestebrevet. At problemet hele tiden var ineffektivitet. For mange pauser. For lille ordforråd. For dårlig syntaks. For meget famlen. For meget menneske.

Og det er jo rigtigt: Nu står det snorlige. Fuldstændig ligesom pulvermos. Selvbetjeningskasser. Datingapps. Børn med iPads ved middagsbordet. De korte perioder i historien, hvor noget ekstremt bekvemt føles som fremskridt. Indtil ensomheden begynder at larme.

For gode breve handler jo ikke om kvaliteten af teksten. Men om modet til at skrive dem. 

At nogen sætter sig ned i badekarret.

Tænker på én.

Forsøger.

Famler.

Rækker ud.

Mennesker mærker forskellen. Mellem noget, der er produceret - og noget, der er ment. Kærlighed, omsorg og nærhed handler ikke om perfekte svar. Men om følelsen af, at nogen vil én noget. At nogen banker på ens ensomhed. At nogen risikerer noget.

Intentionen slår prompten. Ikke fordi det er bedre skrevet. Men fordi ordene kommer fra et menneske, der håber, at nogen læser med - ligesom dig.