Grundlægger af SJ&K

Vi var forbi Kastellet i lørdags, hvorfra de danske veteraner gik i stille manifestationsmarch til den amerikanske ambassade. Dér flag i højbedene - ét for hver falden dansk soldat. Så fem minutters stilhed.

Tusinder af mennesker. Veteraner fra Afghanistan og Irak. Familier, venner. Så stille, at man kunne høre vinden i flagstangen på toppen af ambassaden.

Marchen hed “No Words”. Alligevel sidder jeg tilbage med et par stykker - til amerikanske venner, kolleger og bekendte. Hvorfor er I så stille?

Jeg ved godt, at mange af jer slet ikke stemte på ham. Jeg ved også, at det føles forløsende, når kendte kunstnere og skuespillere siger fra. Men det er også den lette protest: showbiz og folk, der ikke længere har noget at miste. Spørgsmålet er mere ubehageligt et andet sted. På universiteterne. I advokatkontorerne. De store virksomheder. I de institutioner, der burde vide bedre.

Og nej, det er ikke bare, fordi jeg er dansker. Vi har jo diskuteret manden i årevis. Hans forhold til retsstaten, til sandhed, til magt. Det overraskende er ikke længere, hvad han siger og gør. Det er, hvor mange der vælger tavsheden - og lader de allermest udsatte løbe risikoen i Minneapolis.

Historien kender den position. De samme begrundelser gentager sig altid. Tavsheden forklæder sig altid som fornuft:

Det er ikke så slemt.

Det går nok over.

Det er ikke mit felt.

Forklaringer, der i øjeblikket føles rimelige – og som historien siden viser sig at være nådesløs overfor.

Karl Jaspers skrev efter krigen i 1945, at man ikke kan forveksle privat anstændighed med offentlig uskyld. Hannah Arendt pegede på den samme mekanisme: Ondskaben er sjældent dæmonisk. Den er administrativ. Den består af mennesker, der fortsætter deres arbejde, mens normerne langsomt forskydes.

USA er ikke et særtilfælde. I har endda stået her før. McCarthyismen svækkede ikke demokratiet først og fremmest gennem rå magt – men gennem tavshed i medier, på universiteter og i kulturlivet.

Der mangler ikke viden.

Der mangler ikke platforme.

Der mangler noget andet.

Om ti eller tyve år vil spørgsmålet næppe være, hvorfor Trump sagde og gjorde, som han gjorde. Det spørgsmål er allerede besvaret.

Spørgsmålet vil være, hvorfor så mange, der kunne have sagt fra, valgte ikke at gøre det.

Det er aldrig stilheden i sig selv, historien dømmer.

Det er dens timing.

Vi taler igen om Gud, efter lang tids tavshed. Til gengæld snakker vi sjældent om fristelsen og næsten aldrig om Djævlen.

Tag nu dette billede, som jeg ikke rigtigt kan glemme. Tech-mændene på scenen med Narendra Modi. Høflige, bekymrede, ambitiøse. Dygtige folk, der har sat noget i gang, som helt sikkert kan gå to veje, godt og dårligt. 

Det er ikke første gang, mennesket står med en opfindelse, der overhaler dets dømmekraft. Fysikerne vidste det i 1940’erne. Tocqueville anede det allerede i 1800-tallet: at demokratiet ikke forsvinder med et brag, men med en håndsrækning til de forkælede.

Berlingske fortæller, at nogen har stillet ChatGPT det her spørgsmål: Hvis du var djævelen, hvordan ville du så ødelægge den næste generation, uden at de vidste det? ”Jeg ville ikke komme med vold. Jeg ville komme med bekvemmelighed,” svarede den. ”De ville kalde det frihed.”

Måske er det sådan med AI? AI kan klare det meste. Den kan give os alle tænkelige input. Men den kan også overtage styringen: tænke for os, formulere vores tanker, overtage vores sprog. 

Det er her fristelsen begynder, fordi mennesket faktisk slet ikke er skabt til at være passager i sit eget liv. Filosoffer har igennem årtusinder peget på det samme: At mennesket finder sig selv gennem modstand. At meningen med livet er – ja, at finde meningen gennem mange og gerne hårde forsøg.

Så Djævlen kommer sjældent med horn. Han kommer med aflastning. Han lover at fjerne alle forhindringer, bare vi overgiver os. 

AI er den seneste fristelse.

Vi kan bruge den klogt.

Eller vi kan vælge bekvemmeligheden.

Jeg lover dig medvind, siger Djævlen.

Men du skal give mig dit liv.

Sæt dig om på bagsædet. Så kører vi.