Blogindlæg

Hver uge udgiver jeg et nyt blogindlæg om ledelse, innovation og kommunikationsstrategi. Tilmeld dig her og få indlæggene direkte i din indbakke.

Tilmeldingen var en succes!

Velkommen, og hold dig opdateret med nye blogindlæg.

Ups! Noget gik galt under indsendelsen af formularen.

Grundlægger af SJ&K

Kresten Schultz Jørgensen har i 30 år arbejdet med politik, forretningsudvikling og kommunikation – i centraladministrationen, som redaktør på tre aviser, som marketingdirektør på Det Kongelige Teater og som kommunikationsdirektør i The Coca Cola Company.

Kontakt Kresten
En bygning i København
En kvinde går forbi Politikkens Hus

Indtryk, aftryk og udtryk

Kresten Schultz-Jørgensen grundlagde Lead Agency i 2007, Oxymoron i 2018 og har tidligere arbejdet i Undervisningsministeriet og Ministeriet for Forskning og Teknologi. Han har også været redaktør på de førende dagblade Politiken, Aktuelt og Dagen. Nu driver han rådgivningsfirmaet Schultz Jørgensen & K.

Læs om Kresten

Blogindlæg

Læsetid 5 min

Flinkeskolen skal lære noget for noget

Hvad gør man, når flinkhed møder nogen, der ikke spiller efter reglerne? Robert Axelrods svar er enkelt: Start med samarbejde, sæt en grænse, når den bliver brudt – og vær klar til at samarbejde igen.

Læs mere

Pyha, så slap vi. Grønland er stadig Grønland, Danmark er stadig Danmark. Ingen blev annekteret. Men hvad gør vi næste gang nogen truer, presser og intimiderer? Næste gang nogen ikke spiller efter reglerne?

Vi gør dét, som den amerikanske politolog Robert Axelrod beskrev for 40 år siden, og som alle fra den danske flinkeskole nok bør kende: Noget for noget-princippet. Statsministeren og Udenrigsministeren har efterhånden lært det. Men de allerfleste i dette lille hyggeland er faktisk trænet i noget andet: Tårnhøj tillid og stole på, at alle spiller efter de officielle regler.

Det plejer også at fungere glimrende, lige indtil man møder nogen, der er ligeglade. I skolegården. På kontoret. Og i storpolitikken. Man møder nogen, der mobber sig frem. Det forkælede barn, bøllen, narcissisten. Hvad gør man så i flinkeskolen?

Her kommer Axelrod ind ad døren. Han undersøgte for 40 år siden, gennem det klassiske Prisoner's Dilemma, hvad der mon er den bedste strategi, når man møder mennesker, der har deres egne regler.

Svaret er provokerende enkelt:

Noget for noget.

Start med at samarbejde.

Samarbejder han, samarbejder du.

Snyder han dig, trækker du grænsen.

Forstår han det, er I ok.

Venligt, men ikke naivt. Samarbejde kræver grænser. Snyd skal have konsekvenser. Og når snyderiet stopper, skal samarbejdet kunne begynde igen.

Det er ikke nemt for pæne mennesker i flinkeskolen. De allerfleste af os foretrækker klart at bøje af. Tale om tingene. Vende den anden kind til. Og hvis det ikke virker, bliver vi helt forvirrede og dybt rystede, tager en kop te og prøver med den første kind igen. Vi tjekker ind med Jesus. Gandhi. Martin Luther King. Og Michelle Obama: When they go low, we go high.

En imponerende tesalon. Og jeg melder mig gerne ind. Men hvad gør tesalonen med dem, der ikke vil være medlemmer? Rovdyrene, de forkælede og dem med hovedet helt oppe i sig selv?

Her fungerer Axelrod klart bedre. Jeg siger ikke, at Jesus og Michelle Obama tager fejl. Men de skal nok bruge Axelrod i ringhjørnet til nogle af de store kampe. Vend den anden kind til. Helt sikkert. Men kun én gang. ”Noget for noget” betyder nemlig hverken ”find dig i hvad som helst” eller ”bliv som ham.” Det betyder bare: ind i kampen. Tak til dem, der tog den.

Læsetid 5 min

Eleanor Roosevelt er min nye coach

Vi bruger stadig mere tid på at diskutere, hvad andre mennesker må sige, gøre, mene og have på. Måske er småborgerlighed netop den falske tryghed, der opstår, når verden bliver så lille, at vi kan nøjes med at rette på hinanden.

Læs mere

Eleanor Roosevelt er min nye coach. Hun er muligvis dyr og gammel, men jeg har brug for hende. Jeg kan ikke styre det længere; jeg falder i og får tilbagefald.

Hele sommeren har jeg tjekket telefon på toilettet: Dræberlarven, der bare var en natsværmer (ups). Kaare Quists skjorteknapper, den topløse præst fra Svendborg, festivaltoiletter og det norske kongehus igen og igen og igen. Mens Europa brænder, har jeg deltaget i uendelige diskussioner om, hvorvidt en fortabt skilsmissesøn med tomme øjne må bære kongen ud af kirken i stavkiste af håndhøvlet fyr fra Ålesund. Min hjerne er en ristet kastanje på nationens digitale lejrbål.

Eleanor skriver noget i sin notesbog. Ellers noget?
Ja: Tatoveringer, tørklæder og kalotter, præster i folketinget og mænd i shorts.
Jeg kan ikke styre det.

Så tager hun brillerne af og ser længe på mig: Små mennesker taler altid om det, andre ikke må, siger hun; om hvem der har dummet sig, og hvem der skal skamme sig. Store mennesker taler om det modsatte; om alle mulighederne. Nej’et er nemt; det kræver kun snæversyn. Ja’et er sværere.

Så lægger hun notesbogen fra sig: Småborgerlighed er, når andre menneskers liv bliver ens moralske slikbutik. Uh se, en præst med bare bryster. Det må hun ikke! En nyhedsvært med åben skjorte! En tatovering, nogen ikke kan lide! Uh. Noget forkert. Noget upassende. Noget farligt. Kan du mærke det? Det kilder lidt i tryllefløjten. Endelig nogen, du kan rette på. Endelig en verden, der er så lille, at du kan overskue den. Den norske papprins må for enhver pris ikke bære kongens kiste!

Eleanor - det er da vigtigt med principper?
Kresten - din lille fedterøv: Småborgerlighed er den falske tryghed, når man korrigerer et andet menneske. Når man - med et korrekt standpunkt - kan moralisere i den bedste sendetid på P1: En stædig muslim, der siger noget skørt (og ham kan man jo godt finde i en bagbutik i Tingbjerg). En dovenlars, der nægter at arbejde (de findes også). En kønsforskrækket frontkæmper, der hader enten mænd eller kvinder (vælg selv, de findes). Ét forstyrret menneske, ét klip og nationen går i selvsving omkring guillotinen, engang med strikketøj, nu med telefoner.

Gratis klumme.
Gratis post.
Gratis omgang, mens Kiev brænder.

Kom, siger Eleanor, nu kører vi nordpå ligesom Nick & Jay.
Temperaturen stiger, hvisker jeg.
Sådan, siger Eleanor, jeg kender en strand, der er fuld af topløse.
Topløse præster, spørger jeg?
Masser.
Kaare Quist?
Han er lynet helt ned.

Fem minutter senere sidder vi i bilen. Eleanor har smækket sine lange stænger op på instrumentbrættet. Ruderne dugger.

Om SJ&K

SJ&K er etableret med en klar ambition: at løse komplekse udfordringer gennem synergi. Vi kombinerer viden fra politik, erhvervsliv, kultur og videnskab – og omsætter den til løsninger, der både virker i dag og skaber retning for i morgen. Vi arbejder tæt med vores kunder – både offentlige og private – og leverer rådgivning i tre kerneområder:

  • Hvordan man lytter – analyser af opfattelse, trends og interessenter
  • Hvordan man planlægger – strategiudvikling, risikohåndtering og alignment
  • Hvordan man kommunikerer – stærke fortællinger, relationer og påvirkning

Vores tilgang er karakteriseret ved metodisk klarhed, stærke relationer og et effektivt set-up, hvor nærvær og kvalitet går hånd i hånd. Med base i København og internationale samarbejder bringer vi global indsigt i spil – uden at miste den menneskelige tone.

Gå til SJ&K

Mit firma

Mit arbejde har altid handlet om det komplekse samspil mellem politik, kultur og forretning - både i de virksomheder, som jeg har startet (LEAD Agency og Oxymoron), i mine bøger, i min undervisning på CBS og i mit bestyrelsesarbejde.

Jeg driver i dag konsulentfirmaet Schultz Jørgensen & K - eller i daglig tale SJ&K - fra kontoret på Rosenvængets Allé 6, hvor vi hjælper virksomheder, ledere og organisationer med strategisk rådgivning inden for politik, forretning og kommunikation. SJ&K er en forankring af mine mere end 30 års erfaring fra dansk og international kommunikation – erfaringer, der spænder fra centraladministrationen og journalistikken til kommercielle ledelsesroller på Det Kongelige Teater og i Coca-Cola.

Nogen spørger, hvad K’et står for i SJ&K? En dansk version af ‘company’, ‘consulting’ eller bare mit fornavn, fordi jeg trods alt er den ældste på kontoret.

Gå til SJ&K

Refleksioner om tidens tendenser

Gennem årene har jeg skrevet mere end 10 bøger om emner som demokrati, politik og strategisk kommunikation. Herunder finder du et udvalg af mine udgivelser, der rummer refleksioner om både accelerationens tidsalder, virksomheders omdømme og de demokratiske værdier, vi står på.

Mere om bøgerne
Gør det godt - et opgør med accelerationsarbejdet
Følelsernes politik - Når folkestyret taler

Fra vision til virkelighed

Jeg tror på værdien af at bringe forskellige erfaringer og perspektiver fra mange brancher og fagligheder sammen i skræddersyede løsninger – løsninger, der er rigtige for den enkelte virksomhed og det rigtige menneske.

Se alle projekter

SJ&K skaber forbindelser

SJ&K skaber syntese. Først indsamler vi data og inspiration fra alle relevante områder. Dernæst fokuserer vi strategier og kommunikation. Denne tilgang er særlig i et samfund, der ofte er præget af tunnelsyn, ledelsesmæssig silotænkning, politisk polarisering og social udgrænsning. I stedet skaber vi sammenhæng gennem dyb forretningsforståelse, indsigt fra en tænketank, erfaring fra det politiske liv, formidlingens styrke i medierne og den kreative energi fra kulturen.

Gå til SJ&K
En kvinde sidder foran en computer med et glas vand og en blok på Kresten Schultz Jørgensen's kontor