Man vågner om morgenen, og så begynder det bare. Uden at man beder om det, er verden klar med sin egen dagsorden; alle de små systemnedbrud, som det moderne liv serverer helt af sig selv.
Så, nu er man vågen i en tilstand af stille alarm: sindet er scannet, kroppen er tændt. Hvad er der mon ellers løs i skærmen? Et login der udløber, møder der flyttes, softwareopdateringer, en notifikation fra banken og nye frontlinjer i Ukraine; alt sammen mens kaffen står og bliver kold, og den yngste kalder fra badeværelset.
Hvis det føles hårdt, er det helt forståeligt: Den menneskelige hjerne er slet ikke skabt konstante, mentale systemnedbrud. Den limbiske hjerne og Amygdala er meget ældre end modernitetens systemer, og den er bygget til få stimuli, tydelige farer og korte mobiliseringer efterfulgt af lange perioder af ro. En løve på savannen? Orv, den talte vi meget om ved bålet den aften.
Men i dag er der fem løver i minuttet, og livet føles derfor som noget, der konfronterer os direkte. Vi går ikke længere åbent ud i verden; livet er blevet en række af forhindringer, der hele tiden skal korrigeres, fixes, optimeres.
Hvad ville gamle Løgstrup mon sige? Jeg er klar over, at jeg har talt om Løgstrup før, og at jeg ikke kan ringe til den gamle, hvad gang jeg har brug for en livline. I virkeligheden ved han heller ikke meget om hverken digitalisering eller geopolitik. Men han ved noget om hverdagsliv – og om ’opmærksomhedens etik’, der er det stik modsatte af at møde verden i konstant alarmberedskab.
Løgstrup beskriver den åbne opmærksomhed som menneskets naturlige udgangspunkt. Der, hvor livet taler til os i de såkaldt ’suveræne livsytringer’, der kommer uden pres og uden strategi. Den pludselige erkendelse, et smil fra en fremmed, et barn der kalder – suveræne ytringer i den forstand, at de faktisk ikke kan tvinges frem.
Det suveræne liv har det svært i disse år. Opmærksomheden forsvinder, fordi vi altid leder efter fejl i systemerne. Åbenheden forsvinder, fordi vi er gearet til problemer. Barmhjertigheden forsvinder, fordi overskuddet er væk. Livet er blevet det, man korrigerer.
Så hvad stiller man op? Vågner man tidligere og løber endnu hurtigere gennem dagen? Eller resignerer man og afinstallerer verden?
Jeg tror på en 3. model, der ikke nødvendigvis er nemmere: At registrere livet, når det viser sig. Ikke for at korrigere det, bare registrere det – en stemme fra en ven; et møde med en fremmed; duften, da regnen holdt op.
Kig op, siger gamle Løgstrup. Efter hvad dog? Og kan jeg få en notifikation, når livet taler til mig? Men det kan man ikke. Hvis der var en formel, ville ytringen ikke være suveræn. Man skal selv se livet, når det viser sig.
Kig op, Fister.
Livet taler til dig.
