Alle rejser væk i disse måneder. Melder sig ud, trækker stikket, tager pauser; forsvinder i flokke til bjergene, til Japan og Caminoen og altid med den underliggende præmis, at man skal ”finde sig selv.”
At finde sig selv er tidens helt store nummer. Så hvor har man mon gemt sig? Hvor præcis i denne store verden ligger det forsvundne jeg? Ingen ved præcis hvor, men man har pakket en notesbog og et par Birkenstocks i håbet om, at eksistensen bliver mere samarbejdsvillig, hvis man skifter tidszone.
Og det er næsten blevet pinligt at blive hjemme.
Hverdagen dur ikke.
Identitet er blevet noget man finder andre steder.
Derfor er det også befriende at se på portrættet af Robert Penn Warren, denne gamle digter med profil som udtørret egetræ; ingen solbriller til gamle Warren, ingen selvoptagne epifanier - bare et ansigt, der har levet livet to skridt frem og et tilbage, hver dag.
Det er så også Warren, der med kirurgisk præcision punkterer hele forestillingen om det ventende selv: Ideen om, at selvet ligger som en platonisk guldklump i et mystisk rum, uberørt af tid og forandring. En lottokupon, en firkløver, en lykketing, der bare skal findes, hvis man ellers kan ramme den rigtige strand.
Ifølge Warren er selvet slet ikke en finde-ting. Det er et håndværk. Et resultat af “a thousand actions, large and small … performed not ‘away from it all,’ but in the face of it all.” Altså: man bliver til, mens man står i det. Ikke når man stikker af fra det.
Det er det samme, Odysséen handler om – årets vigtigste fortælling, måske tidens. Og ikke den version vi har fået serveret som romantisk vandringsfortælling om “at komme hjem til sig selv”. Nej, den barske udgave: Odysseus, der bliver kastet rundt mellem monstre, fristelser, gudinder, nederlag og dumdristigheder, indtil han knap nok kan kende sig selv.
Selv kalder han sig “No One” — og i en periode er det også sandt. Han er ingen. Det er først gennem tabene og de lange omveje, at han bliver til en mand, der igen kan kaldes for nogen.
Så: Tag en rejse.
Men selvet følger med.
Det ligger ikke og venter på at blive afhentet.
Det er undervejs.
Ikke fundet.
Formet.
Identiteten ligger ikke i undtagelsen, men i gentagelsen.
Ikke på toppen af et bjerg.
Men i det daglige slid med virkeligheden.
I konflikterne, i fejlene, i loyaliteten.
I det man accepterer.
Og ja - det man siger nej til.
