Grundlægger af SJ&K

Jeg har hele året talt med Gud. Eller talt og talt, nogle gange svarer han, og andre gang er der mere stille. Hvis sandheden skal frem, sender han vist også nogle af mine opkald videre til AI og sine assistenter, der bare leverer standardfraser a la ’julen er hjerternes fest’. Suk, altså.

Men det er nok sådan, det er. Gud er ikke på speed-dial. Vi har en samtale kørende, og man skal gøre sig til umage for at fange ham.

Hvorfor så blive ved med at ringe? Hvorfor ikke bare droppe det? Fordi noget i mig gerne vil tro på ham. På noget, der ikke kan pakkes væk eller reduceres; noget der er større end mig selv; noget der taler i krav, ikke blot barnlige belønninger.

Og dét kræver jo en løbende samtale for at lande mellem tidens højspændte yderpositioner: På den ene side de religiøse fundamentalister og den rene overtro. På den anden side ateismen med ideen om, at kun det, der kan bevises, har en betydning. Selv kan jeg ikke leve så éndimensionelt: Med en Gud, i hvis navn man straffer og myrder. Eller omvendt helt uden Gud og med et livssyn, hvor rationalismen affortryller både arbejde og åndsliv.

Så – det er midterpositionen, der optager mig. Og her til morgen var der sørme hul igennem til herren, lige op til jul. Jeg sidder med hænderne i skødet og beder om tre enkle ting: Fri mig for overtroen. Styr mig uden om undertroen og den kolde ateisme. Og fortæl mig lidt om, hvorfor den sunde tro altid også er den tvivlende tro.

All right, siger den gamle, here it goes, en julehilsen uden sukkerglasur.

For det første: Overtroen har fanden skabt i alle dens guddommelige afarter. Forældede skriftsteder, vold og hævn som pligt, fanatisme forklædt som fromhed.

For det andet: Undertroen har det selvgode menneske skabt. Den reducerer verden til det, der kan måles, styres og betale sig. Arbejdslivet affortrylles, og meningen erstattes af KPI’er, effektivitet og selvoptimering. Undertroen udmatter os og gør os ensomme - selv om alt ser rationelt ud på papiret.

Og så for det tredje – sagde Gud - det svære: Den balancerede tro, som man selv må finde. Det er jo ikke en lovreligion, vi har kørende. Facitlister lader vi andre om; dem der myrder og bekriger. Moderne tro skal leves. Ikke som forklaring på verden, men som et sprog for ansvar, skyld og kærlighed - dér hvor fornuften slipper op, og hvor tvivlen altid er en del af ligningen.

Det var det, Gud sagde her til morgen.

No more, no less.

Så her er mine hænder og en forsigtig julebøn, der vel ikke kan skade. Tak fordi du gør mig til en del af noget større; alting handler ikke kun om mig. Tak fordi du giver mig styrke til at bære mine selvforskyldte bommerter. Tak fordi du minder mig om, at jeg også skal rumme andres – og tilmed deres angreb og kritik. Tak fordi du passer på os.

Man vågner om morgenen, og så begynder det bare. Uden at man beder om det, er verden klar med sin egen dagsorden; alle de små systemnedbrud, som det moderne liv serverer helt af sig selv.

Så, nu er man vågen i en tilstand af stille alarm: sindet er scannet, kroppen er tændt. Hvad er der mon ellers løs i skærmen? Et login der udløber, møder der flyttes, softwareopdateringer, en notifikation fra banken og nye frontlinjer i Ukraine; alt sammen mens kaffen står og bliver kold, og den yngste kalder fra badeværelset. 

Hvis det føles hårdt, er det helt forståeligt: Den menneskelige hjerne er slet ikke skabt konstante, mentale systemnedbrud. Den limbiske hjerne og Amygdala er meget ældre end modernitetens systemer, og den er bygget til få stimuli, tydelige farer og korte mobiliseringer efterfulgt af lange perioder af ro. En løve på savannen? Orv, den talte vi meget om ved bålet den aften.

Men i dag er der fem løver i minuttet, og livet føles derfor som noget, der konfronterer os direkte. Vi går ikke længere åbent ud i verden; livet er blevet en række af forhindringer, der hele tiden skal korrigeres, fixes, optimeres.

Hvad ville gamle Løgstrup mon sige? Jeg er klar over, at jeg har talt om Løgstrup før, og at jeg ikke kan ringe til den gamle, hvad gang jeg har brug for en livline. I virkeligheden ved han heller ikke meget om hverken digitalisering eller geopolitik. Men han ved noget om hverdagsliv – og om ’opmærksomhedens etik’, der er det stik modsatte af at møde verden i konstant alarmberedskab.

Løgstrup beskriver den åbne opmærksomhed som menneskets naturlige udgangspunkt. Der, hvor livet taler til os i de såkaldt ’suveræne livsytringer’, der kommer uden pres og uden strategi. Den pludselige erkendelse, et smil fra en fremmed, et barn der kalder – suveræne ytringer i den forstand, at de faktisk ikke kan tvinges frem.

Det suveræne liv har det svært i disse år. Opmærksomheden forsvinder, fordi vi altid leder efter fejl i systemerne. Åbenheden forsvinder, fordi vi er gearet til problemer. Barmhjertigheden forsvinder, fordi overskuddet er væk. Livet er blevet det, man korrigerer.

Så hvad stiller man op? Vågner man tidligere og løber endnu hurtigere gennem dagen? Eller resignerer man og afinstallerer verden?

Jeg tror på en 3. model, der ikke nødvendigvis er nemmere: At registrere livet, når det viser sig. Ikke for at korrigere det, bare registrere det – en stemme fra en ven; et møde med en fremmed; duften, da regnen holdt op. 

Kig op, siger gamle Løgstrup. Efter hvad dog? Og kan jeg få en notifikation, når livet taler til mig? Men det kan man ikke. Hvis der var en formel, ville ytringen ikke være suveræn. Man skal selv se livet, når det viser sig.

Kig op, Fister.

Livet taler til dig.