Skrivningens tre niveauer

Teknologien støder til senere - som en konkret del af hverdagen. Derfor bliver forskellen også tydelig. Forskellen mellem det menneskelige og det maskinelle.

De fleste, der arbejder med tekst – hvad enten det er artikler, analyser, oplæg eller noget helt fjerde – ved godt, at der er noget i skrivningen, som AI ikke kan røre. Jo, den kan skrive korrekt. Den kan også skrive klart. Men den kan ikke skrive med en stemme. Den kan ikke være tvivlende, sårbar, skæv eller stilfærdig ironisk. 

Jeg har skrevet om det før – fx her i K-Forum – men god skrivning opstår sjældent af overskud. Den kommer af uro, modstand, insisteren. Af at forsøge at sige noget, der ikke allerede er sagt tusind gange. AI, derimod, rummer ingen modstand; dens funktionsmåde er det modsatte. Den gentager, mainstreamer. Det er sådan, den fungerer - og den kan derfor, ultimativt set, kun byde ind på de to laveste niveauer af den gode skrivnings i alt tre niveauer:
 

1. Den skriver korrekt – ja.
2. Den skriver klart – ofte.
3. Men den skriver ikke kreativt. Det kan kun mennesker.

Derfor bliver jeg også lidt mat, når folk siger, at det alligevel er umuligt at kende forskel. Dét er det - hvis levende mennesker har gjort sig umage, fx som Bob Dylan. Så ser man det. Man mærker det. Vi andre kan blot forsøge - og nogle gange rammer man vel niveau 3.? 

Jeg har fotograferet min skrivemaskine blot for at illustrere pointen. Valentinoen er ikke forbundet til internettet, men den minder mig om det taktile i rigtig skrivning. Hvert bogstav betyder noget og har sit helt eget liv.

Om kreativitet og dømmekraft

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg selv bruger AI i mit kreative arbejde. Svaret er egentlig enkelt: Jeg bruger det ikke til at spare tid, men til at tænke dybere.

AI er ikke bare en effektiviseringsmaskine. Det er en katalysator for nye forbindelser. 

For mig begynder den virkelige værdi dér, hvor jeg stiller spørgsmål, forbinder idéer og bruger værktøjet som en slags intellektuel sparringspartner. AI skriver ikke mine tekster. Det ville være helt forkert for mig. Mine tekster – fra bøger til klummer – skal bære min stemme, min rytme, mine pauser og mine billeder. Det kan intet værktøj levere. Til gengæld bruger jeg AI til at teste ideer, researche modsynspunkter, hente referencer og udfordre mig selv i skriveprocessen. Det er ikke en erstatning for mit sprog – det er et spejl og en modstander i idéfasen.

Derfor arbejder jeg med AI som med en kollega: Én, der ved lidt om meget, og som er god til at udvide spillepladen, udfordre og perspektivere. I min kommende bog Nordic Symmetry kalder jeg denne figur en Boundary Spanner. En moderne tusindkunstner - én, der kan skabe mening på tværs. 

Så tilbage til de tre niveauer: Ja, AI kan ofte skrive korrekt og klar. Men hvis man har ambitioner om niveau 3., ja så skal man selv vide, hvad man vil. Og man skal i hvert fald lade være med at uddelegere sin dømmekraft til sprogmodellernes egen etik, sikkerhed og kvalitative nieveau - for dét går ikke.

Jeg har i andre sammenhænge skrevet om nødvendigheden af etisk og sikkerhedsmæssige regulering på samfundsniveau - dét behov er indiskutabelt. Lad os her nøjes med det rent kvalitative. Enkelt sagt: Lovgivningen kan beskytte mod det værste – men ikke garantere det bedste.

Jeg skrev for nylig et opslag om hele den bølge af AI-genererede billeder, der vælter ind på platformene. Trump og Putin, der danser disco. Mette Frederiksen og Macron, der spiser hotdogs i Nyhavn. Jeg foreslog, lidt kærligt, at man kunne svare med et enkelt WLTDO: Who Let The Dogs Out?

Det lyder som pjat, og det er det også. Men det er ikke ufarligt. Når vi bruger teknologien til at fjolle, glemmer vi, at værktøjer ikke er legetøj. Ligesom man ikke stikker en gaffel i stikkontakten eller lufter hunden på motorvejen. Det handler ikke om moral, men om dømmekraft.

Det farlige opstår ikke i det enkelte meme. Det opstår, når det bliver et mønster. Når det sjove bliver til støj, og støjen bliver normen. Så begynder vi at miste overblikket – og måske også lidt af os selv.

Om skarphed og skævhed

Noget af det mest ædruelige, man kan sige om AI, er, at den forstærker. Den gør de dygtige bedre. Den løfter bunden en lille smule. Men midten – den store, pæne, rimeligt velforberedte midte – den risikerer at forsvinde.

Jeg skrev om polariseringen i Børsen forleden. Ikke fordi jeg tror, at medierne har brug for endnu en profeti, men fordi virkeligheden faktisk allerede er i gang med at ændre sig. I toppen af rådgiverbranchen – hos advokater, revisorer, kommunikatører – ser man det tydeligt: dem, der virkelig forstår deres fag, bliver markant stærkere med AI. De bruger det til at spare tid, ja, men også til at tænke bedre. Til at se mønstre. Til at stille skarpere spørgsmål.

Men for dem, der ikke er helt sikre i faget – som famler lidt i formålet og flyder lidt i formuleringen – dér hjælper teknologien ikke. Den skjuler bare det, der i forvejen var uklart. Og det er her, det bliver ubehageligt. For der er mange i den kategori.

Teknologien er ikke svær. Man skal ikke være ingeniør for at bruge ChatGPT eller Claude. Det svære er at bruge det klogt. At vide, hvad man vil, og hvad man ikke vil. Det kræver faglighed.

Og det kræver det, man i gamle dage kaldte omhu.

Det er måske her, vi skal insistere: Ikke på at bremse teknologien, men på at bruge den til noget, der faktisk betyder noget. På at lade den forstærke vores blik – ikke forstyrre det.

Konklusionen: At skabe orden i kompleksiteten, uden at kvæle det levende

For næsten tyve år siden skrev jeg i Magt og Mirakler, at vores kommunikationsformer med digitaliseringen var ved at miste kontakten med virkeligheden. Budskaberne blev flere, effekten mindre. Vi råbte højere – og nåede dårligere frem. Min pointe dengang var, at vi måtte lære at finde muligheder i det umulige. Ikke ved at skrue op, men ved at skrue ned og lytte bedre.
 

Nu står vi igen midt i noget, der er svært at få hold på. AI ruller ind over os, og som så ofte før, kommer teknologien før forståelsen. Men måske er tiden nu til, at vi kan finde en ny måde at tænke på. En måde, hvor AI ikke bare er endnu et værktøj, men et organiserende princip. En hjælp til at få øje på mønstre, vi ellers ville overse.
 

David Weinberger og Michele Zanini skrev for nylig i Harvard Business Review, at AI’s reelle potentiale ligger i detaljen. I evnen til at se det specifikke i stedet for kun at gentage det generelle. Og jeg tror, de har ret.
 

AI kan – hvis vi bruger det rigtigt – gøre vores strategier mere præcise, vores sprog mere relevant og vores organisationer mere vågne. Ikke ved at erstatte os, men ved at udfordre os. Og det er måske i virkeligheden den mest konstruktive tanke, vi kan tage med herfra.
 

Det handler om frihed og formler. Om at skabe orden i kompleksitet, uden at kvæle det levende. Om at bruge teknologien, ikke til at gøre arbejdet mindre menneskeligt – men til at gøre det mere meningsfuldt. Det er der en lidt længere analyse af på firmaets website - hvis man ikke hermed har fået nok. Tak for  at læse med... 

Oprydning

Forleden ryddede jeg op i mine arkiver. Familien flytter, og det viser sig som bekendt, at det fysiske liv fylder mere, end man tror. Ikke bare møbler og hynder, men lag af noter, papirer og afklippede tanker fra tidligere livsfaser – pakket ned i plastkasser og kældermørke.

Der røg en del, også fordi min hustru er usentimental, når det kommer til arkiveret fortid. Billetter til forestillinger, jeg dårligt kan huske. Artikler, hvor jeg blev citeret for noget, jeg næppe ville sige i dag. Hele årgange af Tipsbladet, Serie-Magasinet og Playboy (ja ... sådan var mænd engang, hvad kan jeg sige?).

Jeg har tilsyneladende på et tidspunkt troet, at mine efterkommere ville finde visdom i et Leeds United-udklip fra 1974. Plus 40-50 notesbøger (billige notesbøger i starten, derefter Moleskines), udklip, +100 charteques ordnet i temaer med halve og hele tanker nedfældet på skrivemaskine. Ingen vil finde mening i det. Og jeg kan jo ikke sidde på loftet alene og kramme mine egne erindringer. Det er ikke Tutankhamons grav, det er småt brændbart.

Take only memories, leave only footprints, som der stod på en brochure til et nationalparkbesøg i 90’erne. Den røg også ud.

Tilbage står otte kasser. De klarede cuttet. Heriblandt børnenes stile, særlige breve, et par gulnede fotos – og det første jeg skrev for penge: en anmeldelse af Saturday Night Fever (fem stjerner i skolebladet).

Den vidunderlige orden

Jeg har altid haft et svagt punkt for noter. Ikke bare som dokumentation, men som erkendelsesform. Ideer, koblinger, citater, spørgsmål – skrevet ned med tanken om, at det hele en dag ville hænge sammen. Og nogle gange gør det: Man finder en gammel note og ser, at man ubevidst har kredset om det samme spørgsmål i årevis. Som om tankerne har deres egen rytme, man bare prøver at følge.

Noter kan noget, hvis man går lidt systematisk til værks – og ikke bare stikker papirlapper i handskerummet. For en del år siden hørte jeg om Zettelkasten-princippet – tysk for 'notekasse' – og det er guf for spekulerende mennesker. I hvert fald for mig.

Der er to hovedelementer: ét sted til de løse, spontane tanker, som jo kan og skal komme ud af det blå. Plus det andet: et systematisk rum, hvor man regelmæssigt løber hele molevitten igennem – og kun gemmer det, der faktisk skal bruges. En god sætning, en ny idé, en relevant reference. Zettelkasten-freaks kalder det det ’indre’ og det ’ydre’ format.

Jeg skriver selv hver dag med kuglepen i en Moleskine (det indre) – og konsoliderer løbende i verdens bedste digitale notesystem, Bear (det ydre). Bear vil jeg varmt anbefale. Det er en hot lille app, der ikke bygger på besværlige mappestrukturer, men på #hashtags. Alting flyder, og alting kan findes – kronikken, passwordet, nogens fødselsdag.

Der findes hele skoler for den slags. Den tyske sociolog Niklas Luhmann brugte sin Zettelkasten til at skrive over 70 bøger, baseret på mere end 90.000 kort. Tænkning som relationer, ikke som regneark. En dans mere end et system. Og måske vigtigst: et sted at lægge tankerne, så de ikke bare passerer forbi.

En særlig fin og praktisk indføring i Zettelkasten-systemet findes hos forfatteren og podcasteren David Kadavy, der har dokumenteret sin digitale arbejdsgang trin for trin i illustrationen oven for. Hans flowchart illustrerer hvordan noter flyttes fra “fleeting” til “literature” og videre til “permanente”, før de kobles, grupperes og bliver til egentlige idéer. Kadavy insisterer på, at noter ikke er arkiv, men tanke i bevægelse. Ikke et endemål – men en praksis. Det er system, ja, men trods alt også frihed.

Men…

‍

Mausoleets stemme

Måske vinder systemet altid? Måske kan notetagningen blive ... for meget, selv med gode værktøjer som Zettelkasten og Bear? Jeg læste for nylig en tekst, der borede sig ind. Den hedder I Deleted My Second Brain, skrevet af JA Westenberg.

Westenberg nøjedes ikke med at sortere sit parpirarkiv og køre Tipsbladene på småt brændbart. Han slettede hele sit note-arkiv. 10.000 noter. Syv års opsparing af ideer og citater. Og han oplevede noget mærkeligt bagefter: Lettelse. Stilhed. En ny frihed.

Det var ikke noter længere, skrev han. Det var et mausoleum. Et museum af tidligere identiteter. I stedet for at hjælpe ham til at tænke, begyndte systemet at gøre det modsatte: Det erstattede nysgerrighed med arkivering. Hver ny tanke blev ikke levet – den blev bare lagt på hylden.

Han skriver:

"Der opstod en følelse af eksistentielt efterslæb. Jeg kunne se, hvordan hver version af mig selv prøvede at skabe et kort til noget bedre – men det, der faktisk hjalp mig videre, stod aldrig i noterne. For jeg vil ikke styre viden. Jeg vil leve den."

Når arkivet bliver et ekko

Zettelkasten og personlige notesystemer – det, man i dag kalder PKM, Personal Knowledge Management – lover os overblik, klarhed og adgang til alt, hvad vi engang har tænkt. En slags digital frelseslære: Capture everything, forget nothing. Der findes apps, metoder, guides og hashtags nok til at gøre enhver tanke sporbar. Men spørgsmålet er, om det hjælper os til at tænke – eller bare til at gemme.

Westenberg havde bygget et system, men mistet forbindelsen til selve stoffet. Og da han slettede det hele, opstod en mærkelig form for lettelse. En tavshed, hvor støjen havde været. Jeg leger med samme tanke ...

Oplevelse er ikke ny. Jorge Luis Borges beskrev i 1941 sin "Biblioteket i Babel" et uendeligt bibliotek, bestående af alle mulige bøger i alle tænkelige kombinationer af bogstaver. Borges var argentiner, blind og bibliotekar – og så skrev han verdens korteste og klogeste noveller om alt det, man ikke kan finde, selv med det største arkiv. I Borges bibliotek findes alt: sandheden, løgnen, bagatellerne, den perfekte bog og dens negation. Men alt sammen druknet i uendelig variation. Bibliotekarerne bliver enten vanvittige, religiøse eller apatiske. De ved, at meningen findes et sted – men de finder den aldrig.

Det er ikke svært at se parallellen til det moderne vidensarkiv. Jo mere vi gemmer, jo sværere bliver det at finde. Jo mere vi strukturerer, jo mere fjerner vi os måske fra det improviserede, det ufuldstændige, det levende.

David Kadavy insisterer på, at notetagning kun giver mening, hvis man arbejder med det aktivt – og med en vis lethed. Han taler om "strategisk nysgerrighed", og om at noterne skal bruges til at udvikle tanker, ikke bevare dem i formalin. Systemet må aldrig blive vigtigere end samtalen. Det kan jo være en vej frem.

Det er her, værktøjernes tyranni begynder: når vi begynder at læse for at kunne notere. Når vi hører en podcast og straks tænker i #tags. Når hele verden bliver til input, og hele inputtet til noget, der skal kunne genfindes. Vi begynder at tænke i format. Og måske endnu værre – vi holder op med at undre os.

Borges’ bibliotek - her illustreret med Trinity College Library - minder os om, at det ikke er mængden af viden, der gør forskellen. Det er udvælgelsen. Det er opmærksomheden. Det er det lille øjeblik, hvor noget lyser op – og hvor man enten skriver det ned, eller bare husker det.

Måske handler det slet ikke om at bevare alt. Måske handler det om at finde en form, man kan leve med. Et system, der ikke stivner. Et bibliotek, der ikke vokser ind i himlen, men rummer præcis det, man har brug for – og intet mere.

Så jeg skriver videre. Jeg sletter lidt. Jeg gemmer noget. Og prøver at holde samtalen i gang – med mig selv, med stoffet, med tiden. Måske skal der bare stå: Det vigtigste glemmer du ikke.

Vi lever i en tid, hvor det er lettere end nogensinde at fylde noget i verden. Tekst, billeder, beslutninger. Men hvad der bliver tilføjet, er ikke nødvendigvis det samme som det, der bliver forandret. Derfor vil jeg i dette nyhedsbrev invitere til eftertanke frem for tempo. Refleksion frem for disruption. Ikke fordi vi skal bremse udviklingen – men fordi vi skal kunne leve med den.