Skrivningens tre niveauer

Teknologien støder til senere - som en konkret del af hverdagen. Derfor bliver forskellen også tydelig. Forskellen mellem det menneskelige og det maskinelle.

De fleste, der arbejder med tekst – hvad enten det er artikler, analyser, oplæg eller noget helt fjerde – ved godt, at der er noget i skrivningen, som AI ikke kan røre. Jo, den kan skrive korrekt. Den kan også skrive klart. Men den kan ikke skrive med en stemme. Den kan ikke være tvivlende, sårbar, skæv eller stilfærdig ironisk. 

Jeg har skrevet om det før – fx her i K-Forum – men god skrivning opstår sjældent af overskud. Den kommer af uro, modstand, insisteren. Af at forsøge at sige noget, der ikke allerede er sagt tusind gange. AI, derimod, rummer ingen modstand; dens funktionsmåde er det modsatte. Den gentager, mainstreamer. Det er sådan, den fungerer - og den kan derfor, ultimativt set, kun byde ind på de to laveste niveauer af den gode skrivnings i alt tre niveauer:
 

1. Den skriver korrekt – ja.
2. Den skriver klart – ofte.
3. Men den skriver ikke kreativt. Det kan kun mennesker.

Derfor bliver jeg også lidt mat, når folk siger, at det alligevel er umuligt at kende forskel. Dét er det - hvis levende mennesker har gjort sig umage, fx som Bob Dylan. Så ser man det. Man mærker det. Vi andre kan blot forsøge - og nogle gange rammer man vel niveau 3.? 

Jeg har fotograferet min skrivemaskine blot for at illustrere pointen. Valentinoen er ikke forbundet til internettet, men den minder mig om det taktile i rigtig skrivning. Hvert bogstav betyder noget og har sit helt eget liv.

Om kreativitet og dømmekraft

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg selv bruger AI i mit kreative arbejde. Svaret er egentlig enkelt: Jeg bruger det ikke til at spare tid, men til at tænke dybere.

AI er ikke bare en effektiviseringsmaskine. Det er en katalysator for nye forbindelser. 

For mig begynder den virkelige værdi dér, hvor jeg stiller spørgsmål, forbinder idéer og bruger værktøjet som en slags intellektuel sparringspartner. AI skriver ikke mine tekster. Det ville være helt forkert for mig. Mine tekster – fra bøger til klummer – skal bære min stemme, min rytme, mine pauser og mine billeder. Det kan intet værktøj levere. Til gengæld bruger jeg AI til at teste ideer, researche modsynspunkter, hente referencer og udfordre mig selv i skriveprocessen. Det er ikke en erstatning for mit sprog – det er et spejl og en modstander i idéfasen.

Derfor arbejder jeg med AI som med en kollega: Én, der ved lidt om meget, og som er god til at udvide spillepladen, udfordre og perspektivere. I min kommende bog Nordic Symmetry kalder jeg denne figur en Boundary Spanner. En moderne tusindkunstner - én, der kan skabe mening på tværs. 

Så tilbage til de tre niveauer: Ja, AI kan ofte skrive korrekt og klar. Men hvis man har ambitioner om niveau 3., ja så skal man selv vide, hvad man vil. Og man skal i hvert fald lade være med at uddelegere sin dømmekraft til sprogmodellernes egen etik, sikkerhed og kvalitative nieveau - for dét går ikke.

Jeg har i andre sammenhænge skrevet om nødvendigheden af etisk og sikkerhedsmæssige regulering på samfundsniveau - dét behov er indiskutabelt. Lad os her nøjes med det rent kvalitative. Enkelt sagt: Lovgivningen kan beskytte mod det værste – men ikke garantere det bedste.

Jeg skrev for nylig et opslag om hele den bølge af AI-genererede billeder, der vælter ind på platformene. Trump og Putin, der danser disco. Mette Frederiksen og Macron, der spiser hotdogs i Nyhavn. Jeg foreslog, lidt kærligt, at man kunne svare med et enkelt WLTDO: Who Let The Dogs Out?

Det lyder som pjat, og det er det også. Men det er ikke ufarligt. Når vi bruger teknologien til at fjolle, glemmer vi, at værktøjer ikke er legetøj. Ligesom man ikke stikker en gaffel i stikkontakten eller lufter hunden på motorvejen. Det handler ikke om moral, men om dømmekraft.

Det farlige opstår ikke i det enkelte meme. Det opstår, når det bliver et mønster. Når det sjove bliver til støj, og støjen bliver normen. Så begynder vi at miste overblikket – og måske også lidt af os selv.

Om skarphed og skævhed

Noget af det mest ædruelige, man kan sige om AI, er, at den forstærker. Den gør de dygtige bedre. Den løfter bunden en lille smule. Men midten – den store, pæne, rimeligt velforberedte midte – den risikerer at forsvinde.

Jeg skrev om polariseringen i Børsen forleden. Ikke fordi jeg tror, at medierne har brug for endnu en profeti, men fordi virkeligheden faktisk allerede er i gang med at ændre sig. I toppen af rådgiverbranchen – hos advokater, revisorer, kommunikatører – ser man det tydeligt: dem, der virkelig forstår deres fag, bliver markant stærkere med AI. De bruger det til at spare tid, ja, men også til at tænke bedre. Til at se mønstre. Til at stille skarpere spørgsmål.

Men for dem, der ikke er helt sikre i faget – som famler lidt i formålet og flyder lidt i formuleringen – dér hjælper teknologien ikke. Den skjuler bare det, der i forvejen var uklart. Og det er her, det bliver ubehageligt. For der er mange i den kategori.

Teknologien er ikke svær. Man skal ikke være ingeniør for at bruge ChatGPT eller Claude. Det svære er at bruge det klogt. At vide, hvad man vil, og hvad man ikke vil. Det kræver faglighed.

Og det kræver det, man i gamle dage kaldte omhu.

Det er måske her, vi skal insistere: Ikke på at bremse teknologien, men på at bruge den til noget, der faktisk betyder noget. På at lade den forstærke vores blik – ikke forstyrre det.

Konklusionen: At skabe orden i kompleksiteten, uden at kvæle det levende

For næsten tyve år siden skrev jeg i Magt og Mirakler, at vores kommunikationsformer med digitaliseringen var ved at miste kontakten med virkeligheden. Budskaberne blev flere, effekten mindre. Vi råbte højere – og nåede dårligere frem. Min pointe dengang var, at vi måtte lære at finde muligheder i det umulige. Ikke ved at skrue op, men ved at skrue ned og lytte bedre.
 

Nu står vi igen midt i noget, der er svært at få hold på. AI ruller ind over os, og som så ofte før, kommer teknologien før forståelsen. Men måske er tiden nu til, at vi kan finde en ny måde at tænke på. En måde, hvor AI ikke bare er endnu et værktøj, men et organiserende princip. En hjælp til at få øje på mønstre, vi ellers ville overse.
 

David Weinberger og Michele Zanini skrev for nylig i Harvard Business Review, at AI’s reelle potentiale ligger i detaljen. I evnen til at se det specifikke i stedet for kun at gentage det generelle. Og jeg tror, de har ret.
 

AI kan – hvis vi bruger det rigtigt – gøre vores strategier mere præcise, vores sprog mere relevant og vores organisationer mere vågne. Ikke ved at erstatte os, men ved at udfordre os. Og det er måske i virkeligheden den mest konstruktive tanke, vi kan tage med herfra.
 

Det handler om frihed og formler. Om at skabe orden i kompleksitet, uden at kvæle det levende. Om at bruge teknologien, ikke til at gøre arbejdet mindre menneskeligt – men til at gøre det mere meningsfuldt. Det er der en lidt længere analyse af på firmaets website - hvis man ikke hermed har fået nok. Tak for  at læse med...