Det værste bord i restauranten? Ifølge unge venner i servicebranchen er det en håndfuld karrierefreaks i 40erne med noget at bevise. De stiver sig selv af ved ’sætte grænser’, mobbe personalet og konkurrere med hinanden.
Jeg bad om salat uden sardiner. Sådan udtaler man ikke quinoa. Jeg er allergisk overfor spidskommen.
Det lyder som præcision, men det er det ikke. Det er en nærighed, der handler om det man giver, og det man holder tilbage. Den er også økonomisk: Ingen drikkepenge, og regningen skal splittes i fem dele, der aldrig rammer totalsummen, fordi nogen altid prøver at slippe: jeg fik faktisk kun ét glas vin.
De nye fedterøve. Ligner succes, men er det modsatte. Bange for at blotte sig, fulde af selvkontrol. Som om generøsitet var noget, man kunne blive snydt af.
Og den vokser, nærigheden. Vi lever i forbeholdne år, hvor alle kigger mest på deres egen tallerken. Hvor man kun investerer det, der kan betale sig. Siger nej, før man bliver spurgt – næsten som om man altid er en lille smule under angreb. Nogle går ligefrem til psykologi for at sætte grænser, og ja – de er blevet vildt gode til det.
Underligt nok, når de bedste virksomheder og fællesskaber i realiteten er bygget på det modsatte. Ledere, der giver tillid før kontrol – og får engagement tilbage. Kolleger, der deler idéer, før de er færdige – og gør hinanden skarpere. Organisationer, der strækker sig lidt for kunden – og bliver valgt igen. Siger ja, tager regningen.
Ikke fordi de er naive. Men fordi generøsitet betaler sig. I bedre relationer. I hurtigere beslutninger. I mennesker, der bliver.
Nej lukker.
Ja åbner.
Nogen allergier, spørger de på restauranten? Overhovedet ikke. Herfra kun stor forventning.