Min hustru har forbudt mig at cykle med Michael. Hun mener ikke, det er sundt. Jeg kommer hjem fysisk medtaget og psykologisk fragmenteret, men jeg gør det alligevel.
Michael småsnakker med én hånd på rattet, mens jeg kæmper på hjulet og bluffer mig til pauser i et flere timer langt smertehelvede, som min krop slet ikke er bygget til. Har endda købt en cykel for det dobbelte af, hvad jeg troede var loftet for den slags, men der er modvind fra alle retninger, og jeg har blodsmag i munden.
Meget mærkelig søndag – men sådan er konkurrencen mellem mennesker jo: en urkraft. Man sammenligner sig med andre, føler sig bagud, og bange er man også; kører Michael mon fra mig et sted i Ganløse? Og alligevel konkurrerer vi, nogle gange kammeratligt, nogle gange så selvværdet ryger.
Du er plim, siger min hustru, bliv nu hjemme. Og hun bakkes op af en mindre hær af begavede mennesker, der taler om frakobling og stoicisme. Morten Albæk, Svend Brinckman og Morten Münster. Vi skal finde sandheden indefra, siger hun og vifter med deres bøger, der alle sammen hedder Stå Fast, Sig Nej, Stop Op, Kobl Af, Meld dig Ud og Gå Glip.
Men jeg kan ikke – og jeg henholder mig til den menneskelige natur, der driver mig ud på landevejene i en konkurrence for at finde min naturlige plads i flokken. Strava holder styr på, hvem der kører hurtigst. Garmin fortæller os, om vi er blevet gamle. Og hvis det ikke er nok, kender Michael en pensioneret tandlæge i Helsinge med 40.000 årskilometer og et watt-tal, der formentlig er ulovligt.
Er jeg plim, skat?
Faktisk forholder det sig således, at der for omkring 200.000 år siden sad en flok artsfæller omkring et lejrbål på den østafrikanske savanne. En sølle flok med de samme mærkelige, store menneskehoveder. Men de brugte dem godt, nemlig på hinanden: Hvem er stærk, hvem er svag? Ikke fordi de var forfængelige, men fordi de var afhængige af hinanden. Gruppen skabte sin tryghed – gennem relationer, og relationer rummer sammenligning.
Og det er jo ikke plim. Konkurrencen kan være irriterende og plagsom, men nogen systemfejl er den ikke. Mennesker er relationelle, og at bede os droppe konkurrencen svarer lidt til at bede tidevandet om at tage sig sammen.
Mennesker er ikke autonome.
Vi er relationelle, på godt og lidt ondt.
Vi er flokdyr.
Til gengæld kan man jo vælge sine dommere, hvilket nok er den egentlige disciplin. De sad vel 10-12 mand om lejrbålet. Nu har vi hele internettet, og den konkurrence er umulig.
Selv vil jeg helst vælge mine konkurrenter.
Jeg vil gerne tabe til Michael.