Okay, kids - solen står op, og der er havregryn i skålene. Vil I høre en vild historie om dengang da hjernesygen hærgede?
Fra omkring 2010 begyndte mennesker at opføre sig skørt. Først blev de vrede. Cyklister sparkede på biler. Bilister råbte ad hinanden. Kvinder og mænd gravede sig ned i hver deres grøft, alle var omgivet af idioter. Nogle begyndte at tro på ting, ingen andre kunne få øje på. Det var alles kamp mod alle. Man var altid under angreb.
Og under det hele: en stille, voksende følelse af at være forkert. Grim, uelskelig, alene. Alle var pludselig syge, alle var triste. Vi kaldte det mistrivsel, for vi forstod ikke, hvad der faktisk skete.
I dag ved vi det godt. Der var ikke noget galt med mennesket. Men der var noget galt med det miljø, vi satte vores hjerner ind i. I løbet af få år blev en hjerne, der var skabt til langsom information, sjældne trusler og små fællesskaber, placeret midt i en konstant strøm af nyheder, konflikter og følelsesladet støj. Facebook og Iphone blev lanceret i 2007, og i 2010 kom så det mobile bredbånd.
En gammel hjerne inde i en informationscentrifuge med høj volumen. Den reagerede helt logisk. Når den blev overbelastet, stoppede den med at tænke og begyndte at genkende. Gentagelser føltes som sandhed. Følelser føltes som fakta. Frekvens lignede virkelighed. Og alt blev til mønstre, selv når de ikke var der. Det lignede dumhed, men det var det ikke. Det var en hjerne i konstant alarmberedskab.
Hjernesyge.
I dag ved vi jo godt, at det var helt skørt at bygge systemer, der opdaterede hurtigere end refleksionen; fodrede mere end opmærksomheden kunne bære; belønnede følelse frem for evidens og fjernede den kontekst, som gør verden forståelig.
Men sådan var det altså i gamle dage.
Nå, en ny dag venter.
Spis jeres havregryn.
Og vær lidt forsigtige derude.
Det tog os trods alt kun ti år
at gøre os selv dummere,
end vi er bygget til at være.