Engang var jeg et stort talent. I Alt for Damerne i 1990erne under overskriften "Mænd på vej.” Dueblåt jakkesæt. Ingen tid til kærlighed. Min mor græmmede sig, men jeg købte billetten og brugte de næste mange år på at jage det, der kommer efter et klimaks. Hurtigere. Mere. Flere. Aldrig nok. Hvor patetisk.
Nå, jeg tænker på hele dette overfladiske teater, når jeg ser de dygtige unge mennesker, som Berlingske nu igen-igen kårer som Talent 100. Det er ikke dem, der er problemet. Det er vores blik på dem og hele dyrkelsen af hurtig, overfladisk succes.
Kåringen bygger på indstillinger, hvor store virksomheder med interne trainee-programmer bruger kåringen som marketing. De unge mennesker skal allerede have præsteret ’resultater’, og det er er en rigtigt god idé med anbefalinger fra nærmeste chef.
Ked af at sige det, Berlingske: Det ligner en intern konkurrence i Corporate Denmark. I hylder det, der kan måles tidligt. Det, der ser godt ud på afstand. Det, der kan ligne en historie. Og meget konsekvent de brancher, hvor hastighed ligner talent. Ikke håndværket. Ikke grundigheden. Ikke dem, der bliver gode langsomt. Er der en møbelsnedker på listen? En, der har fejlet spektakulært? En, der er i tvivl? Selvfølgelig ikke.
Hvad er det egentlig for et signal? Og hvordan er det efterhånden vi præsenterer arbejdet for de unge mennesker i medierne og på uddannelsesinstitutionerne? En testosterondreven Move Fast, Break Things-ideologi, der omfatter startups, investorer og hurtige genveje. En Løvens Hule-tænkning, hvor ledelse og erhvervsliv præsenteres som en blanding af hasard og lottogevinster.
Jeg er serieiværksætter, har været i Forbes og Wired, står op før 05 og er vild med ekstremsport. Well …
Nå, men kan jeg ikke bare hylde dem, de dygtige unge mennesker? Jeg vil gerne hylde dem; hver og af dem på årets liste er uden tvivl fuld af muligheder. Men der er intet i den hyldest, der hjælper dem, for den forveksler tempo med potentiale.
Faktum er, at man defineres af sin evne til at håndtere modstand for slet ikke at tale om nederlag.
Endnu et eksempel – blot for ikke at blive selvoptaget: En ung kvinde, der også blev udnævnt til talent. Hun kom til Novo. Halvandet år i onboarding. Rundkredse og værdier. Hun nåede aldrig at arbejde. Så blev hun fyret. Sådan kørte de Novo dengang. Pointen: Har hun stamina til det lange, seje træk? Og har Berlingske en pris, der hedder De Robuste 100?
Så hvad er det egentlig, vi måler? Og hvad er det, vi overser? Talent er ikke noget, man er. Det er noget, der overlever. I hænderne på de vedholdende.