Normalt arbejder jeg i papirbranchen. En udmærket, stabil beskæftigelse og derfor lidt overraskende, at jeg pludselig sidder og hulker i Scala Gudhjem ved siden af Penelope og to Telemakosser.
Jeg har aldrig indtaget Troja, men jeg ved, hvornår Radisson skifter bøjler og kender alle rastepladser i Trekantområdet, alle rundkørsler i Billund. Jeg kan mine SAS-points i søvne.
Så ja, jeg synes Odysseus-filmen rammer lige i kuglerne. Sirenerne synger ikke fra klipperne; de synger fra Outlook. Kalypso er slet ikke en havnymfe; hun er 100 rejsedage om året. Og bejlerne, de vil både have Penelope, mit job og mit firma. Odysseus er verdens sandeste fortælling om at bruge hele livet på at finde fokus - og dermed komme hjem. Bronzealderen, glem det. Den handler om midalderen.
Nu kan jeg godt se, at mange er optaget af helt andre spørgsmål. Helena af Troja er for sort, Zendayas øreringe er for iranske, Vestsahara er for besat, vikingeskibet er for vikingeagtigt, dialogen er for højtidelig, klipperytmen for hurtig, IMAX-formatet for stort, blodet for tyndt, og Christopher Nolan burde i det hele taget have lavet en hel anden film om et helt andet emne.
WTF. Typisk for vores tid, hvor grupper af ordenspoliti marcherer rundt med hver deres politiske tjekliste. Som at diskutere lakken på den trojanske hest. Og hey, er den hest overhovedet bygget efter bygningsreglementet? Er den racehistorisk korrekt?
Selv er jeg fuldstændigt ligeglad med om Helena af Troja er sort, hvid eller mokka. Om skibet er et vikingeskib eller færgen til Ystad. Det handler slet ikke om filmen. Det handler om os. Det handler om at overgive sig til fortællingens spørgsmål.
Hvor mange omveje har du selv taget?
Er du faret vild?
Hvilke sirener lytter du til?
Er du klar til at komme hjem?
Selv har jeg været vildfaren, som de fleste. Jeg har taget fejl, dummet mig, skuffet mennesker, jeg holdt af, og som nu kigger forbi i mørket, ligesom Odysseus’ mænd fra Hades. Vi vil bare tale med dig, siger de.
Nå, nogle sejler aldrig ud. Nogle taber sig selv på vejen. Og nogle kommer omsider hjem, fordi de holder op med at flygte fra deres egen historie.
Det er Odysseus’ fortælling. Man skal vedkende sig krigene, hovmodet, omvejene, kærligheden og alle de år, man tilbragte i transit og kaldte det frihed. Transit er ikke nogen dårlig tilstand, hvis man kender sin destination. Men den er lidt meningsløs, hvis man kun kender transitten.
Til gengæld er der altid mere tid, end man tror. Så her sejler jeg med Penelope og mine Telemakosser en sommerdag mod Ithaca.