Jeg sidder her og fifler med en kærlig hilsen, som først er færdig, når alt overflødigt er skrællet væk, og kun det vigtige står tilbage. Det tager en evighed og tyve smøger. Det ville være nemmere med AI.
AI kan systematisere. Syntetisere. Prognosticere. Det er ikke dumt. Det er i mange tilfælde ekstremt værdifuldt, når store produktioner skal køre mere effektivt.
Det har bare ikke noget med kærlige breve at gøre. Kommunikation kommer af communicare: At gøre noget fælles. Og breve kræver, ligesom bøger, sange og virkelige undskyldninger, et menneske. Et menneske, der forsøger at nå - et andet menneske.
Det er derfor, vi kan blive rørt af en usikker stemme eller en sang sunget lidt for højt. Vi fornemmer en hilsen fra nogen, der blotter sig. Og det er jo så dét, teknologien aldrig helt forstår.
Lige nu sidder der sandsynligvis en gruppe ekstremt begavede ingeniører i Silicon Valley og forestiller sig, at de også har løst kærestebrevet. At problemet hele tiden var ineffektivitet. For mange pauser. For lille ordforråd. For dårlig syntaks. For meget famlen. For meget menneske.
Og det er jo rigtigt: Nu står det snorlige. Fuldstændig ligesom pulvermos. Selvbetjeningskasser. Datingapps. Børn med iPads ved middagsbordet. De korte perioder i historien, hvor noget ekstremt bekvemt føles som fremskridt. Indtil ensomheden begynder at larme.
For gode breve handler jo ikke om kvaliteten af teksten. Men om modet til at skrive dem.
At nogen sætter sig ned i badekarret.
Tænker på én.
Forsøger.
Famler.
Rækker ud.
Mennesker mærker forskellen. Mellem noget, der er produceret - og noget, der er ment. Kærlighed, omsorg og nærhed handler ikke om perfekte svar. Men om følelsen af, at nogen vil én noget. At nogen banker på ens ensomhed. At nogen risikerer noget.
Intentionen slår prompten. Ikke fordi det er bedre skrevet. Men fordi ordene kommer fra et menneske, der håber, at nogen læser med - ligesom dig.