Er jeg den eneste, der lægger mærke til et voksende mismod? En undergangsstemning i måden, vi taler om verden på. Politikerne uansvarlige, krigen på vej, børnene fortabt, isen væk.
Den måde, vi siger det på, roligt. Verden går under. En veluddannet flirt med undergangen. The allure of collapse. Apocalyptic chic.
I medierne er det krisen som normaltilstand.
I politik den permanente krigstilstand.
I kulturen ironisk distance, fuck det.
Men jeg tænder ikke på undergangen.
Jeg forstår klimakollapset, digitaliseringens parallelverden og en samfundsopløsning drevet af identitetspolitik. Men jeg bryder mig ikke om dommedagsflirten. Den fritager for ansvar, og der er noget narcissistisk over forelskelsen i Verdens Undergang: Forestillingen om, at netop vi lever i den afgørende tid. At historien kulminerer hos os. At vi spiller med i sidste akt. Det er også performativt: Aftenlandet er en forestilling, som alle kender deres rolle i.
Men jeg køber ikke al den undergang.
Den forpligter ingen.
Den stjæler opmærksomhed.
Og den gør os dårligere til det, vi skylder hinanden.
Nå – men er jeg aldrig bange selv? Jo, der er morgener, hvor jeg læser nyhederne på min skærm og tænker, at nu er det slut for alvor.
Klip til morgenkaffe, hvor jeg så tænker på historien, og på at mennesker altid har ment, at de levede på kanten af verdens ende. Mesopotamierne skrev om moralsk forfald og udtømte landskaber. Romerne var sikre på, at storhedstiden lå bag dem. Middelalderen så tegn på undergang i kometer og misvækst. Det 20. århundredes atomsky. Doom is sexy.
Sådan skifterne kulisserne, men det er altid to skridt frem og ét tilbage. Samfund falder, byer dør. Det afgørende er, at civilisationsarbejdet fortsætter som kedelige, små handlinger, der bringer tingene frem ad ét skridt ad gangen.
Noget, der gøres igen og igen, uden drama.
Hverdagens små handlinger, der sjældent fotograferes.
Som min nabos mark her, en tidlig morgen.
Køn er den ikke, men den skal jo pløjes.
Og dét er der håb i: Når vi holder op med at iscenesætte undergangen og bruger lidt mere tid på civilisationsopbygning: At arbejde, at lære, at gøre det nødvendige.
Og lader undergangen passe sig selv.
