Endnu en uge på sjette afdeling. Lysstofrør. Åbne døre. Ingen på vagt. Søndag aften jordede den amerikanske præsident Bruce Springsteen, godt så. Senere på natten sammenlignede han sig selv med Jesus, hånede paven og talte om et Trump Tower på månen.
Det oplagte spørgsmål er ikke længere, hvad han fejler. Psykotisk siger en del, en mand i sin egen virkelighed. Malign narcissisme siger andre, det vil sige grandiositet kombineret med aggression og psykopati, ligesom bipolare træk og almindelig demens også er med på listen.
Det svære spørgsmål er: Hvorfor er der ingen, der tager telefonen fra ham? Og nej, det er ikke en moralsk appel til medier, erhvervsfolk og politikere i USA. Det løb er kørt. Og historieskrivningen bliver ikke køn. Hvem profiterede direkte af den gale mands kleptokrati? Hvem dukkede sig? Hvem blev pludselig stille?
Spørgsmålet er institutionelt og kan besvares med afsæt i samfundsvidenskaberne. For når samfund bryder moralsk sammen – fra Nazityskland til til Moskva – er det sjældent, fordi alle individer pludselig bliver gale. Det er, fordi de strukturer, der skal korrigere magten, ophører med at fungere som korrektiv.
En analyse i New York Times beskriver præcis det, der er ved at ske:
Rummet lige omkring Trump er gået i opløsning. De processer, der normalt filtrerer og forsinker beslutninger, er sat ud af kraft. Impulser implementeres direkte.
Embedsværket i næste led eksisterer stadig – men ikke længere som kognitiv modvægt. Det, der før var en langsom, besværlig, rationel institutionel hjerne, kan tilsidesættes på et øjeblik.
Og de øvrige institutioner? De reagerer. Domstole, Kongres, delstater. Men fragmenteret. Reaktivt. Uden samlet retning.
Det peger så på en mere præcis og mere urovækkende diagnose: Ikke individuel psykose, men institutionel. Et system, der mister evnen til at fastholde en fælles virkelighed og derfor begynder at reproducere vrangforestillinger som praksis. Ingen griber ind, fordi der ikke længere findes ét sted, hvorfra virkeligheden begribes samlet.
Sandheden er, at den institutionelle psykose i længden er et selvdestruktivt og uholdbart fænomen. At virkeligheden på et tidspunkt tvinger sig tilbage. Det er beroligende, men stadigvæk ikke positivt. For bunden er ikke nået – og genopbygningen vil tage generationer.
Læringen? Folkestyret kræver karakter, ro og viden. Og lige nu er der ingen på vagt.