Vi var forbi Kastellet i lørdags, hvorfra de danske veteraner gik i stille manifestationsmarch til den amerikanske ambassade. Dér flag i højbedene - ét for hver falden dansk soldat. Så fem minutters stilhed.
Tusinder af mennesker. Veteraner fra Afghanistan og Irak. Familier, venner. Så stille, at man kunne høre vinden i flagstangen på toppen af ambassaden.
Marchen hed “No Words”. Alligevel sidder jeg tilbage med et par stykker - til amerikanske venner, kolleger og bekendte. Hvorfor er I så stille?
Jeg ved godt, at mange af jer slet ikke stemte på ham. Jeg ved også, at det føles forløsende, når kendte kunstnere og skuespillere siger fra. Men det er også den lette protest: showbiz og folk, der ikke længere har noget at miste. Spørgsmålet er mere ubehageligt et andet sted. På universiteterne. I advokatkontorerne. De store virksomheder. I de institutioner, der burde vide bedre.
Og nej, det er ikke bare, fordi jeg er dansker. Vi har jo diskuteret manden i årevis. Hans forhold til retsstaten, til sandhed, til magt. Det overraskende er ikke længere, hvad han siger og gør. Det er, hvor mange der vælger tavsheden - og lader de allermest udsatte løbe risikoen i Minneapolis.
Historien kender den position. De samme begrundelser gentager sig altid. Tavsheden forklæder sig altid som fornuft:
Det er ikke så slemt.
Det går nok over.
Det er ikke mit felt.
Forklaringer, der i øjeblikket føles rimelige – og som historien siden viser sig at være nådesløs overfor.
Karl Jaspers skrev efter krigen i 1945, at man ikke kan forveksle privat anstændighed med offentlig uskyld. Hannah Arendt pegede på den samme mekanisme: Ondskaben er sjældent dæmonisk. Den er administrativ. Den består af mennesker, der fortsætter deres arbejde, mens normerne langsomt forskydes.
USA er ikke et særtilfælde. I har endda stået her før. McCarthyismen svækkede ikke demokratiet først og fremmest gennem rå magt – men gennem tavshed i medier, på universiteter og i kulturlivet.
Der mangler ikke viden.
Der mangler ikke platforme.
Der mangler noget andet.
Om ti eller tyve år vil spørgsmålet næppe være, hvorfor Trump sagde og gjorde, som han gjorde. Det spørgsmål er allerede besvaret.
Spørgsmålet vil være, hvorfor så mange, der kunne have sagt fra, valgte ikke at gøre det.
Det er aldrig stilheden i sig selv, historien dømmer.
Det er dens timing.
