Der sidder min kone.
Hun laver overhovedet ingenting.
Jeg patruljerer i skovbrynet.
Jeg kommer fra flittige folk. Når vi var på ferie, fældede vi træer og kløvede brænde. På hoteller hjalp vi tjenerne med at rydde af og arrangerede konkurrencer for de andre børn. Hvis der var fest på stranden, samlede vi affald sammen. Vi var ikke på ferie. Vi var på vagt. Da jeg blev ældre, blev det endnu værre. En lille, emsig ferie-projektleder.
Det ved man jo godt selv er latterligt, så jeg gav alle andre skylden for det: Arbejdet. Kapitalismen. Mine forældre. Men når man når min alder, må man på et tidspunkt begynde at tage ansvar for sit eget lort. Det er trods alt ikke kapitalismens skyld, at man ligger på stranden og læser mails, mens børnene bliver voksne.
Så i år skrev jeg en klumme om kunsten at holde ferie. En glimrende klumme, der ligger her i kommentarsporet. Den kan jeg varmt anbefale. Fuld af polerede leveregler: Smid telefonen ad helvede til. Lad være med at fotografere maden. Lad være med at praleposte din ferielæsning. Lad i det hele taget være med at optimere noget som helst.
Som sagt: Glimrende klumme. Skrevet af en overspændt protestantisk morakker til andre hektiske neurotikere.
Der er kun et problem: Den er rent teater. Spil for galleriet.
Jeg skrev den på hotelværelset, mens familien hyggede på stranden. Da jeg kom ud, fortsatte jeg som altid med at diagnosticere de andre gæster, tjekke mails, følge Trumps vanvid, planlægge efteråret og formulere den perfekte replik til en fornærmelse, der for tre uger siden gjorde mig fuldstændig mundlam. Så kan de lære det, hele bundtet.
Konklusionen? Det svære er ikke at få ro omkring sig. Det svære er at få den del af hjernen til at tie stille, som altid leder efter noget at udrette. Tjikkerlikker. Tjikkerlikker. Tjau, tjau, tjau.
Men - lad os nu få lidt hjernero.
Det er jo først, når hjernen ikke længere har en opgave, at den begynder at opdage noget.
Se nu bare hende skønheden i den røde kjole.
Sidder under et kirsebærtræ
og planlægger en tærte.
Jeg lusker rundt i skyggen
med alle mine latterlige gøremål.
Og nu skriver jeg endnu et LinkedIn-opslag
som hun ikke kunne drømme om at læse.