Vi taler igen om Gud, efter lang tids tavshed. Til gengæld snakker vi sjældent om fristelsen og næsten aldrig om Djævlen.
Tag nu dette billede, som jeg ikke rigtigt kan glemme. Tech-mændene på scenen med Narendra Modi. Høflige, bekymrede, ambitiøse. Dygtige folk, der har sat noget i gang, som helt sikkert kan gå to veje, godt og dårligt.
Det er ikke første gang, mennesket står med en opfindelse, der overhaler dets dømmekraft. Fysikerne vidste det i 1940’erne. Tocqueville anede det allerede i 1800-tallet: at demokratiet ikke forsvinder med et brag, men med en håndsrækning til de forkælede.
Berlingske fortæller, at nogen har stillet ChatGPT det her spørgsmål: Hvis du var djævelen, hvordan ville du så ødelægge den næste generation, uden at de vidste det? ”Jeg ville ikke komme med vold. Jeg ville komme med bekvemmelighed,” svarede den. ”De ville kalde det frihed.”
Måske er det sådan med AI? AI kan klare det meste. Den kan give os alle tænkelige input. Men den kan også overtage styringen: tænke for os, formulere vores tanker, overtage vores sprog.
Det er her fristelsen begynder, fordi mennesket faktisk slet ikke er skabt til at være passager i sit eget liv. Filosoffer har igennem årtusinder peget på det samme: At mennesket finder sig selv gennem modstand. At meningen med livet er – ja, at finde meningen gennem mange og gerne hårde forsøg.
Så Djævlen kommer sjældent med horn. Han kommer med aflastning. Han lover at fjerne alle forhindringer, bare vi overgiver os.
AI er den seneste fristelse.
Vi kan bruge den klogt.
Eller vi kan vælge bekvemmeligheden.
Jeg lover dig medvind, siger Djævlen.
Men du skal give mig dit liv.
Sæt dig om på bagsædet. Så kører vi.
