Forårsrengøring.
Det har været en lang vinter, og man er træt i koderne. Uskarp. Og med fortrydelser, der melder sig kl. 04.30.
Som Troels Lund, der vist skylder Helle mindst en undskyldning. Og hans partifælle, der ikke helt ved, hvor han sprøjter, han sprøjter bare, og nu beklager han.
Men så er det jo godt, at der er forårsrengøring. Den er netop opfundet til den slags: op med vinduerne i alle pulterkamre – også de mentale.
Hvem, der skylder hvem undskyldninger, skal jeg ikke afgøre. Det er bedst at gøre forårsrent hos sig selv. Jeg prøver selv at sige undskyld hurtigt, når jeg har lavet en fejl. Det svære er de situationer, hvor man ikke teknisk set har gjort noget forkert – men alligevel har gjort skade.
Nogle står stejlt på det tekniske: Jeg fulgte bare reglerne. Og så bliver vinteren lang. Modparten kan klage herfra og til dommedag. Jeg fulgte bare reglerne, siger man.
Men er dét egentlig en god ting at slæbe rundt på? Bedre at åbne vinduet, tror jeg, og anerkende den smerte, man har været med til at skabe.
For nogle år siden havde jeg en kontrovers med en nær forretningspartner. Først var jeg vred og kold. Men for nylig skrev jeg til ham: ”Hallo – jeg har tænkt længe på det her og skulle nok have lyttet mere. Jeg ved, at det kostede dig.” Endte det godt mellem os? Næ, vreden var intakt, og han svarede med alle de gamle bebrejdelser.
Men det var ok.
Allerhelst ville jeg gerne have min ven tilbage. Men man kan kun gøre rent hos sig selv. Man kan anerkende de roller, man selv har spillet; udvide empatiens spillerum.
Der ligger en vej fremad. Man åbner døren til sit pulterkammer, åbner et vindue til de mørke hjørner og ser skarpt på de ting, man slæber rundt på. Ikke perfekt alt sammen, men godt at rydde op i.