Det umulige barn. Den urimelige kollega. Den grænseløse chef.
Man kender det jo godt, og dér står man så igen med det enkle valg, der nu engang findes: Skal man stå på principperne – her går grænsen! Eller skal man vælge det taktiske: lade barnet få sin vilje, kollegaen få æren, tale chefen efter munden?
Hverdagen er fuld af situationer, hvor man skal træffe netop dét valg. Nogen har overtaget mødet og taget alle som gidsler. Hvad gør man? Står på principperne, eller vælger taktikken?
Jeg er sikker på, at der er argumenter for begge dele, også i tilfældet Donald Trump. I hvert fald har vi i Europa nu gennemspillet begge strategier så grundigt, at man vel nærmer sig et svar. Et års forvirring, hvor Trumps tæskehold, kineserne og Putin må have nydt det europæiske teater med popcorn og benene oppe.
Nå, vandt han valget igen, dét var underligt.
Hvad gør vi så? Først et halvt år som Europæisk Bambi i projektørlys, ingen læring fra de første fire år. Vil han virkelig have Grønland? Tænker han kun i penge? Er han en kleptokrat, der forgylder sin familie? Har han overtaget mediebilledet med løgne og sindssyge udmeldinger? Truer han de svage og intimiderer han kvinder? Ja, åbenbart, Men vi står på de principper, som han hverken deler eller forstår.
Klip til et halvt år senere i en konkurrence om at snakke Trump efter munden for ikke at vække despotens vrede. Eksemplerne er endeløse og pinagtige. Lad mig nævne to: NATO’s Mark Rutte, der kalder Trump for ’Daddy’ og gled af på Grønland allerede i marts. Og EU-formand Ursula von der Leyen, der landede en elendig toldaftale blot for at skulle sidde i en renoveret balsal i Skotland og lytte til Trumps endeløse praleri om en tilsvarende balsal i Det Hvide Hus.
Det korte af det lange: Man kan ikke opfinde shit så sygt, selv hvis man prøver.
Hvilket fører mig til svaret: Man kan heller ikke vælge mellem principper eller taktik, slet ikke når det kommer til brud på efterkrigstidens sikkerhedsorden. Først taber man sagen, derefter sig selv. Man skal vælge begge dele – og er det ikke som, at dét begynder at ske?
Pludselig står Europa fast på suverænitetsprincipperne. Der kommunikeres klart og uden underdanighed. Man gør det kollektivt: NATO-opbakning, koordination, synlig allianceadfærd. Og man forholder sig til substansen - sikkerhed i Arktis, NATO, geopolitik - i stedet for kun at afvise præmissen.
Nemt? Næ, men tingene begynder at finde en form. Farvel til værdimæssig korrekthed uden handlekraft. Og farvel til den principløse opportunisme. Sagt enkelt, bassemand: Don’t mistake our friendship for weakness.
