Jeg har hele året talt med Gud. Eller talt og talt, nogle gange svarer han, og andre gang er der mere stille. Hvis sandheden skal frem, sender han vist også nogle af mine opkald videre til AI og sine assistenter, der bare leverer standardfraser a la ’julen er hjerternes fest’. Suk, altså.
Men det er nok sådan, det er. Gud er ikke på speed-dial. Vi har en samtale kørende, og man skal gøre sig til umage for at fange ham.
Hvorfor så blive ved med at ringe? Hvorfor ikke bare droppe det? Fordi noget i mig gerne vil tro på ham. På noget, der ikke kan pakkes væk eller reduceres; noget der er større end mig selv; noget der taler i krav, ikke blot barnlige belønninger.
Og dét kræver jo en løbende samtale for at lande mellem tidens højspændte yderpositioner: På den ene side de religiøse fundamentalister og den rene overtro. På den anden side ateismen med ideen om, at kun det, der kan bevises, har en betydning. Selv kan jeg ikke leve så éndimensionelt: Med en Gud, i hvis navn man straffer og myrder. Eller omvendt helt uden Gud og med et livssyn, hvor rationalismen affortryller både arbejde og åndsliv.
Så – det er midterpositionen, der optager mig. Og her til morgen var der sørme hul igennem til herren, lige op til jul. Jeg sidder med hænderne i skødet og beder om tre enkle ting: Fri mig for overtroen. Styr mig uden om undertroen og den kolde ateisme. Og fortæl mig lidt om, hvorfor den sunde tro altid også er den tvivlende tro.
All right, siger den gamle, here it goes, en julehilsen uden sukkerglasur.
For det første: Overtroen har fanden skabt i alle dens guddommelige afarter. Forældede skriftsteder, vold og hævn som pligt, fanatisme forklædt som fromhed.
For det andet: Undertroen har det selvgode menneske skabt. Den reducerer verden til det, der kan måles, styres og betale sig. Arbejdslivet affortrylles, og meningen erstattes af KPI’er, effektivitet og selvoptimering. Undertroen udmatter os og gør os ensomme - selv om alt ser rationelt ud på papiret.
Og så for det tredje – sagde Gud - det svære: Den balancerede tro, som man selv må finde. Det er jo ikke en lovreligion, vi har kørende. Facitlister lader vi andre om; dem der myrder og bekriger. Moderne tro skal leves. Ikke som forklaring på verden, men som et sprog for ansvar, skyld og kærlighed - dér hvor fornuften slipper op, og hvor tvivlen altid er en del af ligningen.
Det var det, Gud sagde her til morgen.
No more, no less.
Så her er mine hænder og en forsigtig julebøn, der vel ikke kan skade. Tak fordi du gør mig til en del af noget større; alting handler ikke kun om mig. Tak fordi du giver mig styrke til at bære mine selvforskyldte bommerter. Tak fordi du minder mig om, at jeg også skal rumme andres – og tilmed deres angreb og kritik. Tak fordi du passer på os.
